Frokost og madpolitik

Maden på skolen

Mad og ernæring fylder meget på Skolen ved Sorte Hest. Det betyder fx, at vi har vores egen kok ansat, og at vi har en klar holdning til maden, hvad den består af og kulturen omkring den. 

Frokosten er et betydningsfuldt tidspunkt for dagen for alle klasser. Her forholder vi os til hinanden og de fællesskaber, vi indgår i – ligesom vi selvfølgelig forholder os til det, vi putter i munden. 

Køkkenet på skolen er en integreret del af huset, og et vigtigt omdrejningspunkt for at give eleverne et sundt og godt forhold til mad. 

Vores holdning til mad

Køkkenet på Skolen ved Sorte Hest serverer sund, varieret, sæsonbetonet mad. Maden er lavet af ordentlige råvarer, og den er lavet fra bunden – fortrinsvist af økologiske og danske råvarer. 

Hvert måltid skal være velsmagende og indbydende for både øjne og smagsløg. Måltidet skal tilfredsstille alle sanserne – hvilket med et fint ord betyder, at der er fokus på sensorikken i måltidet. Vi stræber efter så mange forskellige aspekter/konsistenser som muligt, så der er noget sprødt, blødt, friskt, cremet, saftigt, sejt, luftigt osv. Smagsmæssigt gælder det om at have både salt, sødt, surt, bittert og umami – vel afbalanceret.  

Frokosten skal være indbydende at se på, så det er farverigt, friskt og lækkert for øjnene. Når der er kontraster i dét der servereres, bliver både hjernen og maven mæt. 

Maden, vi serverer, er også valgt ud fra et klimaperspektiv. Det vil sige, at vi f.eks. skærer ned på kødforbruget og op for grøntsager, frugt, bælgplanter, korn – alt det der er godt for vores planet og os. Men selvfølgelig skal der også være plads til en saftig grillet burger ind i mellem, lasagnen eller en anden populær livret. 

Overordnet skal maden give en god solid bund til både elever og lærere, så der er mest mulig energi til dagens program. 

Velbekomme!